Eloria – en Verdensguide
Velkommen til Verdensguiden Eloria. Rokadas rollespilsverden.
Eloria startede ud som baggrundsverdenen til de fem (og i skrivende stund) snart seks Søslotsscenarier.
Eloria består af en masse riger af forskellig art og størrelse. Disse riger er afgrænset af en uigennemsigtig Tåge som det er umuligt at se – og farligt at rejse – igennem uden magi.
Skabelsen
Der er ikke længere nogen i Eloria, der husker hvordan verden blev skabt, men det menes, at størstedelen, hvis ikke samtlige, af de guder man tilbeder i dag ikke engang fandtes dengang, så det er nok meget forståeligt. Det vides ikke med sikkerhed, hvem der skabte Eloria, men flere Elverguder og guddomme med Skabelsesfilosofi (se Religioner) er blevet omtalt som muligheder.
Gudernes Bortrejse, Elorias forfald.
For lidt over 5000 år siden forlod guderne Eloria, dengang Tågen opstod. Tågen har siden delt Eloria i flere riger, hvoraf nogle er så små, at der kun bor en enkelt familie, mens andre er så store, at folk i den ene ende aldrig har set den anden. Langt de fleste af dem er dog et sted derimellem. Der findes også dem, der har så mange indbyggere, at den smule land der er tilbage slet ikke er stort nok til at skaffe mad til dem og de må derfor bruge magi og handel som de eneste muligheder for at få brød og kød på bordet.
Da Tågen kom begyndte Eloria, der førhen havde været én prægtig verden, at gå i stykker. Fra tid til anden forsvinder et af de mindste Tågeriger, opslugt af Tågen. Når det sker, bliver beboerne nødt til at flygte til et andet Tågerige, eller også går de tabt i Tågen sammen med deres hjem, da intet kan eksistere særlig længe i Tågen uden at være beskyttet af magi. Nogle gange bevæger Tågen sig lidt og nye riger kan opstå, men det sker sjældnere og sjældnere.
I løbet af de sidste 200 år er det som om Tågen har sat sig og ikke bevæger sig så meget mere. Der bliver ikke opslugt flere riger, men til gengæld opstår der heller ikke nye riger hver dag.
Mønter
I Eloria er der 3 udbredte mønt-typer som bliver brugt over alt.
Kobbermønt – Kirant
En Kirant er en lille mønt, primært lavet af kobber.
Den er opkaldt efter Prinsesse Kira, som var den Storslåede Kejser Rokantius’s datter.
Kira var en lille spinkel kvinde, med et ildrødt hår, og en stort temperament.. Hun blev kendt for at have rejst overalt i Eloria, og være gode venner med den almindelige borgerstand.
For en Kirant (eller 2-3 stykker) kan man bl.a. købe:
· Slik eller godbidder
· Et stykke frugt.
· Et lille krus vand, eller let mjød/vin.
Kirenten er også en populær mønt at give til tiggere, fattige, musikere eller gøglere.
Sølvmønten – Lorent (Morent/Zorent/Korent)
Lorenten er den mest udbredte møntenhed i Eloria.
Den er 5 Kiranter værd. Den er opkaldt efter selve verdenen. E’Loria betyder ”vor verden” på det gamle sprog, og Lorent, betyder noget i stil med ”Verdens penge” Da Lorenten er mest udbredt har den også mange andre navne. Ethvert større Tågerige har deres egen udgave af Lorenten. F.eks. hedder en Lorent i landet Moravia en Morant.
For en Lorent kan man bl.a. købe:
· Et krus mjød, eller vin.
· 2-3 frugter.
· Et lille måltid mad på en kro (2-3 lorenter)
Guldmønten - Rokant
Den ypperste mønt hedder en Rokant. Den er opkaldt efter den Storslåede Kejser Rokantius. Han var en mægtig Kejser som levede for næsten 5000 år siden, dengang da Tågen første gang dukkede op. Hans magt strakte sig næsten ud over hele Eloria, og i et forsøg på at udødeliggøre ham selv, sørgede han fór at verdens dyreste og fornemmeste mønt bar hans navn.
For en Rokant kan man bl.a. købe:
· Et komplet måltid mad.
· En flaske vin.
· En pose med frugter.